Vælg en side

you see bred

På trods af at alverdens systemer bryder sammen i ikke mindre end ”syv forbundne verdenskriser”, ja så glemmer vi indimellem, at vi står midt i den mest betydningsfulde  brydningstid for mennesket.

Derfor er der måske et lidt mere overordnet perspektiv på den aktuelle diskussionen af, hvad danskerne kan og ikke kan, om de er dovne, gennemsnitlige og uproduktive – og hvad vi skal kunne i fremtiden  (Børsen, Politiken).

Inspireret af ledelsesguruen Stephen Covey (2008) kan danskernes såkaldte ’dovenskab’ og ’uproduktivitet’ ses som en ureflekteret vane og perspektiv på os selv, som afspejler industrisamfundets gammeldags menneskesyn. Her er mennesker ’ting’, der passivt skal ledes, styres, kontrolleres og effektiviseres.

Prøv at lægge mærke til, hvor ofte man møder en service, en formulering, en arbejdsgang etc. der involverer et passivt, kontrollerende syn på mennesket – ked af at sige det, men ret tit!

Det ses tydeligt i vores samfund, et gennemreguleret samfund, domineret af love og jura. Derfor skal en kursusbeskrivelse på et universitet formuleres som et juridisk dokument, så man netop er forberedt på at de studerende klager. Derfor er der formuleret komplekse regler for, hvor meget eller hvor lidt rullepølse der må serveres til en ikke-medarbejder-beskattet-morgenmad på din arbejdsplads. Og derfor er der formuleret 22.408 siders love og cirkulærer for bare at kunne regulere arbejdet på landets jobcentre!

Dette regeltyranni afføder enorme udgifter til lange processer, der kun har til formål at dokumentere og kontrollere alt fra klager til pølseregnskaber. Men værst af alt:

det dræber al mulig menneskelig initiativ, gejst og kreativitet! 

SÅ denne ’dovenskab’ og ’uproduktivitet’ er et symptom på, at vi ikke længere kan leve under dette menneskesyn. Det afføder syge, uproduktive, ukreative organisationer og masser af stress. Det afføder en menneskelig følelse af tomhed og længsel efter netop at være mere end ’en ting’, at være aktiv, initiativrig, finde en mening, at gøre en personlig forskel, at have betydning.

Derfor har vi brug for nye kompetencer og et nyt syn på os selv som mennesker!

Hvad tænker du, – har vi brug for et nyt syn på os selv som mennesker? – og nye kompetencer, – hvilke og – hvorfor?