meaning.sort

Måske du tænker at en virksomheds største formål er at tjene penge, få et stigende overskud og en god bundlinje. Men nej, det er ikke nok – der skal være en større mening med galskaben. Det efterspørges hos brugere og medarbejdere – og er tidens buzzword: mening. Hvad er meningen med mit arbejde og liv, hvad er mit mål, mine værdier og hvorfor? 

Netop hvorfor, er centralt i Simon Sineks bog “Start With Why”. Han siger, virksomheder er optaget af at fortælle hvad de laver, sælger, tilbyder og hvordan de producerer etc, men sjældent hvorfor. Hvorfor er imidlertid det, der fortæller om din virksomheds større mål og mening.

Jeg mødte forleden en virksomhedsejer, som sælger designerlamper. Han sagde: “Jeg er egentlig ligeglad med hvem der er vores kunder, bare de køber vores lamper”. Ok, ikke meget empati der. Synd for os som kunder, fordi han reelt er ligeglad bare vi lægger nogle kroner. Synd for ham, fordi han er så uempatisk og uinteresseret og dermed også går glip af en masse viden. Det er det Senge og Goleman (2014) ville kalde “single fokus” – som ofte er et fokus på bundlinje.

Desværre findes der mange virksomhedsledere der kun et ‘single fokus’. Det er den type ledere der har fokus på bundlinje og kun det. De ser eller hører ikke andet. Interesserer sig ikke for andet. Det er synd, fordi det er en blindgyde. Fremtiden forventer og kræver noget andet, hvad enten det er brugere eller medarbejdere. Mening og en mere kreativ og skabende tilgang, som er forudsætningen for at skabe nye muligheder.

Se på en virksomhed som OW Bunker og tænk på hvor lidt skaberkraft og kreativitet der var i den business. De valgte at lave harsarde investeringer, fremfor kreativt at skabe og udvikle en god og sund forretning. OW Bunker er ikke et enkelt tilfælde.

Senge & Goleman (2014) taler om et ‘Triple Fokus’, et fokus der rummer:

  • et indre fokus – hvem er jeg, hvad er mine værdier, hvor vil jeg hen og hvorfor?
  •  et ydre og relationelt fokus – empati og forståelse for andre i ens organisation, medarbejdere, kollegaer, venner, famile
  • et ydre og systemisk fokus – forståelse for det større hele og system, det kan være en virksomhed/organisation og dens betydning i verden, mig i verden, vores produkt i verden, vores forbrug i verden etc.

Triple fokus er et godt udgangspunktet for udvikling af en virksomhed, og dens medarbejdere, hvor man arbejder med at finde mening, mening for den enkelte og mening i virksomheden. Meningsledelse er også det nye sort, fordi mening gir´øget motivation.

Der er en stigende interesse for værdier og ‘mening’ i virksomhedsudvikling, ledelse og i vores liv. Simon Sinek og Senge & Goleman er blot få i en lang række.

 

Litteratur og illustrationer:

Illustration: http://breatheandsmile.org/meaning/

Simon Sinek (2009) Start With Why. Portfolio; Reprint edition (September 23, 2009)

Senge P. & Goleman, D. (2014) The Triple Focus – a new approach to education. More Than Sound

Goleman, D. (2014) “Why Leaders need a triple focus” in Greater Good, jan. 21. 2014