Hvilken farve har boksen på den anden side?    Læsetid: 2 minutter

EN BÆREDYGTIG, PÆDAGOGISK JULESOKIDE TIL DIG SELV ELLER EN, DER TRÆNGER!

Kender du denne fremragende øvelse med den farvede boks?

Paiget, en udviklingspsykolog, lavede et eksperiment med en flok børn. Han satte sig overfor et barn og bad barnet undersøge en smal boks, der var malet grøn på den ene side og rød på den modsatte side. Dernæst placerede han boksen, så den røde side vendte mod ham selv og den grønne side mod barnet. Så spurgte han barnet, Hvilken farve har boksen? Barnet svarede ’grøn’.

Så spurgte han, ’Hvilken farve, tror du jeg ser’?

De fleste børn under 5 år svarede ’grøn’. De var ikke i stand til at forstå, at personen overfor så en anden farve. Børn over 5 år svarede typisk rigtigt ved at svare ’rød’. De demonstrerede, at de havde udviklet en fornemmelse for perspektiv og en evne til at se en situation fra en andens synsvinkel.

Banal øvelse, som mange mennesker nok har lært, men glemt.

Du tror, du ser en situation som ’den er’ og glemmer, at den måde, du ser en situation eller sag på, kun lige præcis er din fortolkning og din måde at se situationen på.

Vi blir´ så optaget af os selv og vores eget perspektiv at vi glemmer andres. Eller vi synes det vi ser, er den eneste og bedste sandhed i verden…

Fred Kofman siger, det er et stort problem – også blandt mange af de ledere, han har rådgivet. De er vokset fast i deres eget perspektiv og stiller ganske enkelt ikke spørgsmålstegn ved deres eget perspektiv (man kommer til at tænke på en stor, amerikansk, politisk leder). Kofman kalder det ’ontologisk arrogance’ og kalder på mere ’ontologisk ydmyghed’ (ontologi, betyder studiet af det, som eksisterer, og hvordan det eksisterer). ‘Ontologisk ydmyghed’ er en erkendelse af, at du ikke har en særlig ret til ’sandheden’, at andre også har sande perspektiver, der fortjener respekt og refleksion.

Jeg skriver på en bog, der handler om at være skaber og medskaber i sit liv og i verden. Som medskaber skal du netop både anerkende andres perspektiv og se dit eget som et perspektiv blandt mange. Mange forskellige perspektiver bringer viden og værdi til en sag, en situation eller et problem. En erkendelse der først i de seneste år har ført til brugerinddragelse, brugerdreven innovation, samskabelse og co-creation – det kommer vi til at se meget mere af!

Måske du har lyst til at øve dig, eller bede nogen andre om at øve sig;-) på at se en sag fra flere perspektiver – det er i øvrigt også en hel central aktivitet i designtænkning.

ØVELSE – ELLER EN BÆREDYGTIG, PÆDAGOGISK JULESOKIDE TIL EN DER TRÆNGER

Find en stor tændstikæske og mal de to store flader i to forskellige farver. Stil æsken på dit kontor, i dit køkken, eller på teenageværelset og lad den minde dig og dine om, at der altid, altid ikke bare een, men ofte mange forskellige perspektiver på en sag.

Brug også æsken til at tænke over, hvad den anden ser og oplever, uanset om det er din ellers søde, men lige nu trælse kollega, din leder, din kunde, din søns perspektiv, – hvad er det, den anden ser, oplever? Eller brug æsken overfor din teenagerdatter, når der er konflikter i pigegruppen, eller mellem søskende etc. Hvad er det den anden ser og oplever.

Det skal vi øve os i – og vi vil få bedre løsninger, færre konflikter og en mere empatisk verden!

 

Kilde: Kofman, Fred: (2013) Conscious Business – how to build value through values

 

     

      NYE WORKSHOPS I JAN & FEB 2018

LÆS MERE HER: