share
forward
share

Vi må godt!
– dyrke glæden, begejstringen og optimismen
– og vi har hårdt brug for det!

Læsetid: 3-4 minutter

Tjuhaj, jeg har nydt min sommerferielæsning og glædes over, at verden faktisk ikke er så uendelig forfærdelig, som vi går rundt og tror! Det viser min læsning af en lille håndfuld aktuelle bøger, der alle cirkler om dette tema.

Det viser sig, at den viden vi baserer vores frygt og bekymring på, faktisk ikke er sand! Det demonstrerer Hans Rosling så fint i sin bog ‘Factfulness’. Tænk, de fleste mennesker går rundt med et verdensbillede, der er 40-60 år gammel! Rosling har lavet omfattende undersøgelser af folks viden om verden, som for eksempel, hvor mange procent, der lever i fattigdom i verden eller hvor mange piger, der gennemfører skolegang. Roslings undersøgelser viser, at langt de fleste mennesker (selv blandt fremtrædende ledere og beslutningstagere World Economic Forums møde i Davos) ikke kender til disse elementære og væsentlige facts om verdens tilstand. Desuden gætter de fleste også helt galt. Men verden har det godt! Vi har aldrig haft det bedre. Der er mindre kriminalitet, vold, sygdom, flere demokratier etc. Du tænker måske på terror, men i Farligt af Andersen & Nielsens opfordrer forfatterne til at lave et lille tankeeksperiment: Forestil dig, at vi samler al den terror, der er foregået i Vesteuropa siden årtusindeskiftet i lille Danmark (Utøya, Paris, Bruxelles, Nice etc). Så tænker du puha, det ville have kostet mange danske liv, men trafikken koster i sammenligning 5 x flere danske menneskeliv! Død ved terror er nemlig ekstremt usandsynligt! Alligevel er vi ekstremt bekymrede og bange og frygter terror. Også Steven Pinker lægger sig i rækken af forfattere, der har et budskab om at verden er bedre end vi tror (har dog kun skimmet bogen). I hans nye “Enlightment Now” stiller Pinker spørgsmålet: “How can we soundly appraise the state of the world?” svarer han: “The answer is to count.

Hvorfor ved vi så lidt om facts, sandsynligheder og om verdens reelle tilstand? 

Vi dyrker de negative nyheder. Medierne bærer en del af skylden for denne negativitet. Og journalistikken – filteret mellem virkeligheden og opfattelsen af virkeligheden. Ulrik Hagerup giver i sin bog ‘Constructive News’ en backstage beskrivelse af medierne og journalisters ideer om, at en nyhed skal rumme konflikt og negativitet. Hagerup argumenterer for, at der er behov for en ny selvforståelse i medierne og en anderledes tilgang til og formidling af nyheder, der ikke har dette store fokus på konflikt og negativitet, som tilsyneladende får et stigende antal læsere til at droppe nyhederne. Det glæder jeg mig til!

I forlængelse af Hagerups bog er den nyudkomne “Den Journalistiske Forbindelse” af Søren Schultz Jørgensen og Per Westergård. Forfatterne lægger stort vægt på en ny tilgang, hvor man i langt højere grad skal lytte til og inddrage brugerne og skabe relationer og mere relevans. Det glæder mig, at brugerinddragelse også er kommet til mediebranchen – selvom det synes udfordrende for branchen og selvforståelsen.

Vi dyrker de negative billeder. Og vi mangler kreativitet og sprudlende og inspirerende visioner! Der er en tendens til, at politikere, beslutningstagere og ledere tegner dystre billeder, fremfor visionære tanker om fremtiden. Eller de fastholder idylliske billeder af fortiden. Det resulterer i, at mange er bekymrede og decideret bange for fremtiden. Dette stærke fokus kan lede til fortvivlelse og noget tyder på det er der, vi er. Den mest deprimerede læsning jeg har gjort for nylig, er en international undersøgelse af unge der siger, de er bekymrede for fremtiden og de synes, de ikke har indflydelse på deres liv og deres fremtid! Det er en katastrofe!

OPTIMISME ER LIDT NAIVT

Desværre er det sådan, at optimisme langt fra cool, det er snarere lidt naivt! Hellere være kritisk, pessimistisk og iføre sig nej-hat og løftet pegefinger end at være positiv, optimistisk og mulighedhedsskabende. Sådan har det altid været. Vi hylder den kritiske tænkning og det skal vi for alt i verden blive ved med – MEN vi skal også kunne bruge denne kritiske tænkning og analyse som afsæt til at være kreative og mulighedsskabende. Det er vejen til at skabe en bedre verden, med mere lys og glæde og lyst til at leve, fremfor kun at konstatere at noget ikke fungerer eller er katastrofalt. Den engelske filosof John Stuart Mill skrev i 1828: “I have observed that not the man who hopes when others despair, but the man who despairs when others hope, is admired by a large class of persons as a sage” – kritikeren, pessimisten, den bekymrede med nej-hatten bliver set på som den vise mand, ikke optimisten! Måske vi skulle prøve at ændre lidt på det?

OPTIMISME OG GLÆDE OG DET AT SKABE, GØR DIG GODT!

Apropos optimisme og glæde, så glæder jeg mig til designeren Ingrid Fetell Lees bog: “The Aestetics of Joy”, der er lige på trapperne. Bogen handler netop om vigtigheden af glæde og hvordan du kan leve et liv med mere glæde. Det´ at føle glæde i en stressfuld tid kan faktisk minimere de negative effekter, som stress forårsager i kroppen! Desuden har det vist sig at folk, der oplever positive følelser i modgang, klarer sig bedre og er mere modstandsdygtige overfor fremtidige problemer (jf. Barbara Fredrickson).

Designtænkning har altid et formål om, at skabe noget bedre og altid med mennesket i fokus. Designtilgangen er ikke kun kritisk analyserende og ser en sag fra flere perspektiver, den er fremfor alt også kreativ og skabende. Denne tilgang styrker mennesker i deres evne til at forandre situationer til det bedre. Det er livsbekræftende og styrkende at skabe og handle – det er ren empowerment! Og derfor tør jeg godt vædde på, at kreative mennesker som regel er lidt mere glade, begejstrede og optimistiske!

Du bestemmer selv! –  men du må godt sige nej til al den nej-hat, negativitet og bekymring. Du har faktisk godt af det! Og hvis du vil, kan du skabe din egen hat eller skabe en hat sammen med andre. Med kreativitet og skaberkraft føler vi os stærkere, mere handlekraftige og i stand til at skabe en bedre, lysere og gladere verden – alene og sammen!

Det har vi stort brug for!

Refleksionsøvelse:
Øv dig i at se og forstå en sag fra flere vinkler, check facts og skab muligheder! Det gør dig stærkere at skabe muligheder fremfor at bekymre dig om noget, du ikke synes du har indflydelse på. Du har kæmpe indflydelse på mange flere ting end du aner. Prøv det!

Kreative, men dybt seriøse hilsener